Arbejdsrelateret stress

Mange mennesker oplever desværre at deres arbejde på et tidspunkt bliver en kilde til stress og overbelastning. 

Stress rammer alle niveauer af arbejdsmarkedet og på tværs af alle brancher. I de over 15 år jeg har behandlet stressramte, har jeg mødt kvinder og mænd i alle aldre og med alle typer faglige baggrunde.

Det har været sygeplejersken, forskeren, sosumedarbejderen, den studerende, lægen, mellemlederen, nettomedarbejderen, ingeniøren, direktøren, psykologen, HR-medarbejderen, pædagogen, tømreren etc. 

Alle kan blive ramt af arbejdsrelateret stress. Nogle gange skyldes det travlhed eller karakteren af de primære arbejdsopgaver. Men det kan også skyldes at rammerne for jobbet ikke er optimale, at der er ledelsesmæssige problemer eller at der er et usundt arbejdsmiljø. 

Arbejdsrelateret stress bør altid forståes i en større sammenhæng. Det er ikke et individuelt problem, som skal placeres hos medarbejderen, men et fælles ansvar som skal løftes i fællesskab med kolleger og leder. 


Stress på jobbet er ikke kun den enkelte medarbejders ansvar. Arbejdsrelateret stress må altid forstås med afsæt i det system, den stressramte er en del af.


Uanset hvor faglig dygtig du er, og hvor kompetent du er til at varetage dine opgaver, så har du - lige som alle andre - et loft for hvor meget belastning du kan klare før dit nervesystem bliver stresset.

Nogle af de faktorer på arbejdspladsen som kan være medvirkende til at skabe stress er: 

  • Lav grad af indflydelse på egne opgaver
  • Uklare retningslinjer
  • Uklar ansvarsfordeling
  • Manglende forventningsafstemning
  • Korte tidsfrister
  • Stejl læringskurve
  • Dårlig eller manglende kommunikation
  • Stort ansvar
  • Begrænsede handlemuligheder
  • Stort arbejdspres
  • Hyppigt overarbejde - eller du tager arbejdet med hjem
  • Organisationsændringer
  • Uvished om fremtiden og jobsikkerhed
  • Dårlig stemning i afdelingen
  • Hård tone og manglende anerkendelse
  • Manglende tillid mellem leder og medarbejder
  • Utryghed
  • Mobning eller chikane
  • Empatitræthed
  • Arbejdskultur der udspringer af frygt, devaluering og kontrol
  • Dårligt fysisk arbejdsmiljø
  • Manglende ressourcer til at varetage din funktion optimalt
  • Mange sygemeldinger blandt kolleger eller hos dine medarbejdere (hvis du er leder)


Det kan være svært at erkende, at du er ramt af arbejdsrelateret stress. Mange stressramte føler en loyalitet og ansvarsbevidsthed over for deres kolleger og arbejdsplads, og vil ikke ligge nogen til last. Mange oplever dårlig samvittighed over at være nødt til trække i håndbremsen.

Det er dog ikke desto mindre nødvendigt at du tager dine stresssymptomer seriøst. Jo tidligere du tager hånd om din stress, jo bedre er det også for dine kolleger og arbejdsplads.


På den lange bane har alle større gavn af, at du takler din stress, end at du presser dig selv yderligere. 


Kortvarig stress kan sagtens mobilisere ekstra kræfter til at takle arbejdspresset, men når stressen er blevet langvarig har den, den modsatte effekt, og hæmmer din præstationsevne. 

Når du oplever arbejdsrelateret stress bliver du konfronteret med et nedsat funktionsniveau. Du er vant til "selv at kunne klare det hele", men må indse at du pga. stressen "ikke kan hvad du plejer at kunne".